Hvor kommer varerne fra?
En vigtig brik til at forstå begrebet bæredygtig udvikling er at kunne se sammenhængen mellem økologi, økonomi og det sociale. For at introducere eleverne til denne tankegang har vi i denne øvelse formuleret de tre følgende kategorier: Miljø, økonomi og mennesker. I øvelsens første del lærer eleverne, hvordan de forskellige aspekter af bæredygtighedsbegrebet fungerer sammen. Eleverne laver en øvelse, hvor de i mindre grupper skal læse nogle korte fakta om en vare, et såkaldt varekort, og derefter sammen bestemme, hvilken kategori de synes tager størst skade af den måde, varen produceres på. Øvelsen indeholder tre forskellige varekort, som eleverne diskuterer på skift.
I øvelsens anden del, diskussionen, fokuserer vi på transportspørgsmålet, og hvor i verden varerne kommer fra. Formålet er at vise eleverne, hvordan man ved at købe varer, der ikke skal transporteres så langt, kan arbejde for en højere grad af bæredygtighed og et bedre miljø – også selvom det måske kun indebærer at tage cyklen eller gå på arbejde.
Læs gerne faktaarket om bæredygtighed, som kan downloades fra www.paegnaben.se, inden du laver øvelsen med eleverne.
Udførelse
Introducer øvelsen
Fortæl, at de skal lave en øvelse, der handler om, hvordan de varer, vi køber i Danmark, produceres og transporteres. Øvelsen går ud på, at de skal nå frem til, om de synes, at miljøet, menneskerne eller økonomien tager størst skade.
Diskuter med eleverne, hvad de tænker om de tre kategorier miljø, mennesker og økonomi.
- Miljø er naturen omkring os – altså dyr og planter. Hvis vi udleder gifte eller rydder skove, vil naturen have svært ved at komme sig.
- Mennesker påvirker, hvordan mennesker rundt omkring i verden har det. Folk, som har et farligt arbejde, kommer i kontakt med gifte eller får ikke ordentligt beskyttelsesudstyr og kan komme til skade eller blive syge.
- Økonomien handler om at træffe smarte valg for fremtiden. At rydde al skov betyder måske, at man tjener penge her og nu, men på længere sigt er det ikke en god ide.
Del 1: Bæredygtighedsbegrebet
Eleverne skal arbejde i grupper med tre eller fire elever i hver. Lav grupperne. Del det første varekort ud til grupperne.
Sig, at de har fem minutter (du kan give eleverne mere eller mindre tid, afhængigt af hvad du synes gruppen har brug for) til at blive enige om spørgsmålene:
- Hvilken kategori synes I tager størst skade? (Miljø/mennesker/økonomi)
- Hvorfor synes I det?
Når tiden er gået, skal du bede grupperne redegøre over for de andre, hvad de har valgt, og hvilke tanker de har gjort sig, og om alle i gruppen er enige. Hvis svaret er “nej”, skal du spørge hvad den/de, der mente noget andet, tænker.
Giv grupperne det andet kort, og lad dem gøre det samme igen. Gør derefter det samme med det tredje kort.
Når alle tre kort er blevet diskuteret, skal du samle eleverne i en rundkreds, hvor alle kan se hinanden. Bed dem tage varekortene med
Del 2: Diskussion
Afslut med en åben diskussion om spørgsmålene:
- Hvad gjorde I for at finde ud af, hvilken kategori I synes tager mest skade?
- Er der en kategori, som oftest føles vigtigere end de to andre. Hvorfor?
- Hvor kommer varerne på varekortet fra? (Eleverne kan kigge på varekortene igen, hvis de har brug for det. Der står, hvor varerne er produceret).
- Hvordan kommer varerne til Danmark?
- Hvordan transporteres varerne fra butikken hjem til dig?
- Hvordan påvirkes miljøet af, at varerne transporteres?
- Hvad tror I at man selv kan gøre for at forbedre miljøet?
Hjælp eleverne under diskussionen med at udvikle deres svar og få et tydeligere billede af, hvordan forbrug og transport påvirker samfundets bæredygtighed. Lad eleverne tage udgangspunkt i egne eksempler og erfaringer så vidt muligt.