Hvor må man egentlig cykle?
I denne øvelse skal eleverne lære mere om cykelregler – hvor må man cykle, og hvilket udstyr skal cyklen have.
Tip! Denne øvelse kan kombineres med øvelsen Vejskilte.
Eleverne får til opgave, at de sammen med en kammerat skal gå ud og tage et billede på:
- En cykelsti
- Et fortov
- En vej
- En vejside
De skal også tage billede af:
- En ringeklokke
- For- og baglygter
Hvert par udskriver billederne og limer dem fast på et A3-ark.
Lad eleverne forklare med tekst eller billeder, hvad der gælder for cykling de forskellige steder, samt hvilket udstyr der skal være på cyklen, og hvorfor det er vigtigt. Eleverne kan bruge faktaarket med cykelregler som hjælp. Lad eventuelt eleverne få til opgave at forklare hinanden med ord, hvilke regler der gælder på de forskellige steder. Den ene kan forklare, hvad der gælder på cykelstier og fortove, og den anden på veje og vejsider.