Kritisk tænkning
Denne øvelse går ud på, at eleverne med udgangspunkt i sig selv, analyserer og gør sig tanker om, hvad der siges og skrives om forskellige bæredygtighedsproblemer i samfundet.
Formålet er, at eleverne skal lære at forstå, hvordan information fra forskellige medier kan vinkles, afhængigt af hvem der er afsender, samt at de formulerer deres egne holdninger. De skal også søge efter og sortere i information fra internettet.
Øvelsen kræver adgang til computere med internetadgang
Udførelse
Eleverne arbejder sammen to og to. Hvert par får en påstand. De skal arbejde med påstanden i 20 minutter.
De skal finde en kilde på internettet, som taler for eller imod påstanden, og nå frem til, om de selv tror på påstanden eller ej.
De skal derefter kortfattet præsentere over for klassen, hvad de er nået frem til. Stil disse spørgsmål til eleverne:
- Hvad tænker I, når I læser påstanden?
- Er I enige? Hvorfor? Hvorfor ikke?
Pålidelig information?
Informer eleverne om, inden de går i gang, at det ikke er et spørgsmål om at finde det korrekte svar, men at de skal gøre sig overvejelser omkring deres holdninger og forsøge at begrunde dem på en måde, som de synes er pålidelig. Tal med eleverne om, hvad ordet pålidelig betyder, og hvad de kan gøre for at finde pålidelig information på nettet.