Hvem bestemmer egentlig?
For nemmere at kunne arbejde med de problemer og udfordringer, vores samfund står overfor, er det vigtigt at forstå, på hvilket niveau beslutninger træffes i samfundet. Formålet med denne øvelse er, at eleverne skal lære forskellen mellem et direkte og et repræsentativt demokrati at kende, samt hvilke veje man kan gå for at påvirke samfundet både lokalt og globalt.
Øvelsen deles op i to dele. I den første del skal eleverne udfylde en tabel, hvor de skriver, hvem der har størst mulighed for at påvirke forskellige ting i samfundet og verden. Derefter følger en diskussion i form af en fire hjørners-øvelse.
Inden I går i gang
Denne øvelse forudsætter, at eleverne som minimum har grundlæggende viden om, hvordan Danmark styres. Der er nogle ord, der er lidt vanskelige at forstå, især i 4. klasse (se faktaruden til højre).
Sæt lidt tid af til at gennemgå disse ord for klassen.
Udførelse
Del 1: Elevark
Giv eleverne et elevark hver. Arket indeholder korte fakta om de forskellige svarmuligheder samt en tabel, hvor eleverne kan besvare spørgsmål.
Eleverne skal besvare spørgsmålene ved at sætte kryds i tabellen. Gå rundt og hjælp eleverne under arbejdet.
Når alle har udfyldt arket (det burde tage 15-20 minutter), skal du bede eleverne rejse sig op og tage svararket med.
Del 2: Fire hjørner
Forklar, at de skal lave en fire hjørners-øvelse. De skal benytte svarene på deres elevark, så alle kan se, hvordan de andre har svaret og for at vide hvorfor.
Øvelsen indebærer, at man svarer på et spørgsmål ved at stille sig i et hjørne af rummet – det hjørne, der svarer til det man har svaret på spørgsmålet.
Ligesom på øvelsesarket har alle spørgsmålene svarene:
- Folketinget og regering
- Kommune og region
- Skoleinspektøren
- Dig selv
(Hvis du ikke har gjort det, inden timen startede, skal du sætte arkene op i hjørnerne af klasseværelset).
Hvert hjørne i rummet repræsenterer en svarmulighed. Deltagerne vælger hjørne og fortæller for de andre i samme hjørne, hvad der fik dem til at vælge hjørnet. Hvis der er en, der står alene, skal du gå hen og lytte til ham/hende. Spørg derefter nogle fra hvert hjørne, hvilke tanker de har gjort sig.
Der kan være mange forskellige ræsonnementer, og det er muligt, at to elever har fortolket oplysningerne på opgavearket på samme måde, men stadig har forskellige holdninger. Der er ikke noget rigtigt eller forkert i øvelsen. Det er elevernes evne til at ræsonnere omkring beslutningsniveauerne i samfundet, der er interessant.
Spørgsmålene
Hvem bestemmer…
- hvor ofte bussen går?
- om der skal anlægges en ny cykelsti?
- hvor der er fodgængerovergange?
- om du går, cykler eller kører i bil?
- hvor hurtigt bilerne må køre ud for din skole?
- om du smider skrald i naturen eller i papirkurven?
- hvad der sker med vores affald?
- hvad du skal lære i skolen?
- om der skal bygges en ny fritidsordning?