På Egne Ben På Egne Ben

Søvn

Hvorfor sover man, og hvad sker der, når man sover? Man ved egentlig ikke, hvorfor mennesker sover, men man ved, at der sker meget i kroppen under søvnen.

zzz

  • Man sover, for at kroppen skal kunne reparere sig selv. Eksempelvis mener man, at søvn genopbygger nerveforbindelser i hjernen, hvilket er vigtigt for vores hukommelsesfunktion. Mange vigtige hormoner når deres maksimale niveau under søvn, f.eks. væksthormoner.
  • En god nats søvn skaber lave niveauer af stresshormoner. Det mindsker risikoen for hjertekarsygdomme.
  • Immunsystemet, som beskytter mod sygdom, forbereder sig, når man sover.
  • Man sover, så hjernen kan sortere det, den har lært, og gemme det det rigtige sted. Erindringer flyttes fra korttidshukommelsen til langtidshukommelsen.
  • Søvn hjælper kroppen med at få tilstrækkelig appetit efter mad i løbet af dagen.
  • Søvn forbedrer hukommelsen og gør en gladere. Man får lettere ved at koncentrere sig.

Børns kroppe og hjerner vokser. De har derfor brug for mere søvn end voksne. Sundhedsstyrelsen i Danmark anbefaler, at børn på mellem 6 og 13 år sover mellem 9 og 11 timer på et døgn, og unge mellem 14 og 17 år anbefales at sove mellem 8 og 10 timer på et døgn. For voksne er anbefalingen mellem 7 og 9 timer.

Kilde: https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2024/Soevn/Anbefalinger-for-soevnlaengde.ashx

Nogle mennesker er udprægede aften-mennesker, andre udprægede morgen-mennesker. De fleste af os er noget midt imellem, men hælder ofte til den ene eller anden side. Formentlig er det vores genetiske arv, der afgør, hvilket slags søvnmenneske man er. Morgen-mennesker, der gerne vil holde sig længere vågne om aftenen, kan motionere senere på dagen. Aften-mennesker, som gerne vil være friskere om morgenen, kan forsøge at få en god dosis sollys tidligt om morgenen.

Forskellige slags søvn

Om natten sover man på forskellige måder. De forskellige varianter af søvn kommer efter hinanden i en bestemt rækkefølge. Det kaldes en søvncyklus. Hver søvncyklus tager 1,5-2 timer, og en nats søvn indeholder 3-5 søvncyklusser, afhængigt af hvor lang natten er.

1. Indsovningsfasen – varer et par minutter pr. søvncyklus, og man er let at vække.

2. Basissøvn – afslapning i kroppen og rolig vejrtrækning. Næsten halvdelen af ens søvn er stabil søvn.

3. Dyb søvn  – man er meget svær at vække, væksthormoner udskilles, og hjernen restituerer. Mange snorker. Cirka en femtedel af søvnen er den dybe søvn.

4. Drømmesøvn (REM-søvn) – erindringer overføres fra korttidshukommelsen til langtidshukommelsen. Øjnene bevæger sig, men kroppen er som regel afslappet. Omkring en fjerdedel af søvnen er drømmesøvn.

Efter drømmesøvnen følger stabil søvn, hvorefter søvncyklussen begynder forfra, eller man begynder at vågne.